Fra økonomi i Letland til design i Skive

Turen til Danmark blev lettiske Daiga Cepele chance for at vælge om og læse til multimediedesigner. Hun elsker, at hun nu er kreativ hver dag som webdesigner ved reklamebureauet FS2 i Skive
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Egentlig havde Daiga Cepele en bachelor i erhvervsøkonomi og næsen rettet mod finansverdenen, men da hun for syv år siden flyttede fra Letland til Glyngøre med sin mand, greb hun muligheden for at skifte spor og prøve noget nyt.

”Det var nok mere mine forældre end jeg selv, som ville have, at jeg skulle læse erhvervsøkonomi. Men jeg savnede at bruge min fantasi og være kreativ. Så da jeg efter noget tid i Danmark hørte om uddannelsen til multimediedesigner på Erhvervsakademi Dania, tænkte jeg, at det lød spændende og søgte ind,” fortæller 31-årige Daiga Cepele, der nu er uddannet multimediedesigner og arbejder som webdesigner ved reklamebureauet FS2 i Skive.

Med udsigt til den karakteristiske enorme giraf foran den gamle patriciervilla har hun i dag sit drømmejob, hvor hun udvikler hjemmesider og laver biografspots.Arbejde Ved Skaerm Web

”Nu er jeg kreativ hver dag, og det elsker jeg. På den måde har jeg fået opfyldt min drøm. Jeg arbejder samtidig også meget selvstændig med mine opgaver, som er meget varierede. Jeg laver alt fra at holde møder med kunder og designe logoer til at lave hjemmeside-udkast og designe en biografreklame. Der er mange bolde at holde i luften, og det skal man kunne lide for at have et job som mit,” smiler hun.

Intens studietid

Selvom det er halvandet år siden, Daiga Cepele blev færdig med uddannelsen til multimediedesigner, var det også en tid, der gav hende de redskaber, hun bruger i dag.

”Jeg bruger alt, hvad jeg har lært fra uddannelsen. Lige fra Photoshop og InDesign til projektstyring og kodning i html. Alle dage er forskellige, fordi det er et reklamebureau, og det kan jeg godt lide. Der må gerne ske meget. Sådan kan jeg bedst lide det,” forklarer Daiga Cepele.

Studietiden var indimellem en stor mundfuld, når man som hende gerne vil grave sig dybt ned i nogle bestemte fagområder.

Daiga Portraet Web

”Det er et intenst studie. Jeg lærte meget på kort tid og brugte noget af min fritid på at dykke dybere ned i nogle af emnerne,” siger hun.

Redesign til det perfekte

Praktikken var ved strategibureauet Tink-tank (Nu Rezolto) i Glyngøre, hvor Daiga Cepele lærte meget om projektstyring, men også om hjemmesider, idegenerering og konceptudvikling. Efter studiet fik hun job som markedsføringsassistent ved det lille marketingbureau A Graphic Company i Hem ved Skive, hvor hun fik fundet sin stærkeste side.

”Min største force er, at jeg er god til at se, hvordan en gammel hjemmeside kan blive mere moderne. At redesigne og optimere en eksisterende hjemmeside er sjovt, og jeg plejer at være god til at lytte til kunderne og give dem noget anderledes,” fortæller Daiga Cepele.

Det er også netop sådan et projekt, hun ser tilbage på med stolthed, når hun skal fremhæve noget af hendes bedste arbejde.

”Jeg skulle redesigne en hjemmeside, mens jeg læste på erhvervsakademiet, som jeg endte med at bruge dag og nat på at lave. Når jeg ser på den side i dag, tænker jeg stadig ’Ej hvor er den flot’. Som regel er der et eller andet man ville gøre anderledes, men ikke den. Den er bare helt perfekt,” smiler Daiga Cepele, der ikke er et sekund i tvivl om, at hun gjorde det rigtige ved at skifte karriere.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg tog springet fra økonomi til multimediedesigner, og fremtiden byder forhåbentlig på mange flere gode år i FS2,” slutter hun.