Natascha vælger Dania frem for universitetet

Natascha Larsen er en af de unge, der har søgt ind på multimediedesigner-uddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Grenaa ved kvote 2 i år, selvom uddannelsesplanerne oprindeligt pegede på en civilingeniør-uddannelse
nyhed

21-årige Natascha Larsen fra Grenaa vil gerne lave spil, og hun stilede efter en civilingeniøruddannelse som hun efterfølgende kunne supplere med noget spiludvikling.

”Computerspil har en speciel egenskab, da de kan give folk nogle følelser og få dem til at opleve noget helt nyt. Jeg kan godt lide at gøre noget godt for folk, og spil giver én oplevelse og gør folk glade, så det er min måde at hjælpe folk på,” forklarer Natascha Larsen.

På grund af uddannelsesloftet, der betyder at du ikke kan læse en uddannelse på samme eller lavere niveau end den, man har i forvejen, har hun dog valgt at læse til multimediedesigner i Grenaa.

”Da jeg så, at multimediedesigner-uddannelsen var en kort videregående uddannelse, fandt jeg ud af, at jeg kunne tage civilingeniør-uddannelsen bagefter og så på den måde bygge ovenpå,” siger Natascha Larsen.

Uddannelsesloftet har betydning

Rektor på Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen, siger, at man i kvote 2-ansøgningerne godt kan se, at uddannelsesloftet har spillet en rolle i overvejelserne hos nogle af ansøgerne.

”Det kan vi se på vores studievejledning, hvor vi får rigtig mange henvendelser om, hvilke døre der lukkes, hvis man ikke vælger rigtigt.”

Og det kan være vigtigt at starte med en uddannelse, som man kan bygge videre på:

”Hvis de vælger en uddannelse på et for højt niveau, kan de jo ikke senere vælge én på samme eller et lavere niveau. Så derfor skal de unge overveje nøje, hvilken uddannelse, de starter på,” fastslår rektoren.