Praktikanter strømmer til Erhvervsakademi Dania i Skive

Uddannelsesinstitutionens uddannelser har trukket fulde huse til tredages studiepraktik. Flere kom langvejs fra. En af dem var albanske Emirjeta Begja.
Lene Odgaard
nyhed

36 studerende har netop været i studiepraktik hos Erhvervsakademi Dania i Skive.

Muligheden for at finde af, hvilke videregående uddannelser uddannelsesinstitutionen tilbyder vakte nysgerrighed hos mange unge mennesker. Størstedelen af de unge kom fra Skive og omegn, men flere kom langvejs fra for at snuse til uddannelser som: Multimediedesigner, datamatiker, serviceøkonom og produktionsteknolog. De studerende kom blandt andet fra Lemvig, Herning og Albanien.

Erhvervsakademiets campuschef, Cirsten Justesen, var meget tilfreds med det høje antal praktikanter, og hun roser ungdomsuddannelserne for at hjælpe til med at åbne de unges øjne for Skives mange muligheder for at tage en videregående uddannelse.

- Ungdomsuddannelserne har gjort det godt og været gode til at introducere de mange muligheder, der er for videregående uddannelser i Skive. Det konstaterer jeg glad efter, at så mange unge mennesker har valgt at tilbringe tre dage hos os. Vi har fået etableret et forrygende godt samarbejde i Skive uddannelsesinstitutionerne i mellem. Det er vigtigt, at vi sammen kan fortælle om de mange muligheder, der er for at læse videre lokalt”, siger Cirsten Justesen.

Godt socialt miljø gør indtryk
Christoffer Bohnsen er kommet langvejs fra. Han kender til Skive, synes godt om byen, men han anede ikke, at der var så mange muligheder for en videregående uddannelse. Han er 18 år og fra Aulum, hvor han i dag studerer HHX på Herningsholm. Han var i studiepraktik på serviceøkonomuddannelsen.

Han siger:

- Udover at lære at man selv skal gøre en indsats for at studere her i Skive, så synes jeg, at der var en rigtig god stemning og et godt socialt miljø i en af de klasser, jeg besøgte i min studiepraktiktid. Det er vigtigt for mig, at det sociale miljø er i orden. (Billedet herunder)
Christoffer Bohnsen Multimediedesignuddannelsen Var Velbesoegt


Mie Rix bliver færdig student i EUX Business næste år. Hun er 23 år og ville finde ud af, om hun ville videreuddanne sig i en mere kreativ retning.

- Jeg vil helt sikkert søge ind på multimediedesigneruddannelsen. Jeg har lært om farver, toner, udvikling af film og de kreative processer, der går forud, og det har været utroligt givende. Og så har der været megen humor i læringen. Jeg har fået en masse ud af mine praktikdage. Ingen tvivl om det. Nu skal jeg bare afslutte min EUX, så jeg kan begynde her, siger Mie Rix.


Praktikant: Datamatikeruddannelsen trigger mig
En af de mange praktikanter, der har tilbragt tre dage på Erhvervsakademi Dania, er 23-årige Thit Jodehl fra Skive. Hun tilbragte praktikdagene på datamatikeruddannelsen.

- Datamatikeruddannelsen trigger mig, fordi mange mener, jeg ikke helt passer ind i kassen. ”Du skal være noget med mennesker”, er jeg blevet fortalt. Flere har kunnet se mig i fag som sygeplejerske eller lærer, men jeg vil bevise det modsatte. Jeg er interesseret i teknologi, og på denne uddannelse kan jeg kombinere både det kreative og det mere løsningsorienterede ”nørd”-agtige. Jeg synes, at studiepraktikken er en kanon mulighed for at blive introduceret til faget, siger This Jodehl.


Det er 32-årige Emirjeta Begja fra Albanien enig i.  Datamatikeruddannelsen er alt, hvad hun drømmer om. Hun fortæller, at det er svært at videreuddanne sig som kvinde i hendes hjemland, da der er store forventninger til ægteskab, børn og blive hjemmegående. Det vil hun ikke.

- Min drøm er at beskæftige mig med teknologi. Derfor besøgte jeg datamatikeruddannelsen. Den har alt det, jeg synes er interessant. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde som projektleder med fokus på teknologi og software, og det kan jeg med datamatikeruddannelsen. I love it!”, lyder det begejstret fra Emirjeta Begja. (Billedet øverst)

Nysgerrige kan kigge forbi Erhvervsakademi Dania i Skive, når der bliver holdt åbent hus til næste år.

Stemningsbilleder fra studiepraktikdagene blandt andet med teambuildingsøvelsen " Kom tørskoet over land uden at røre gulvet".

Thit I Praktik Som Datamatiker  Kom Toerskoet Over Vandet Uden At Roere Gulvet Temabuildingoevelse Hos Serviceoekonomerne  Unge Mennesker I Studiepraktik